Nytårsaften er årets sidste – og måske største – fest. Her er dresscoden altid lidt finere, og det ses blandt andet i form af glimmer, pailletter og andre ekstravagante detaljer. Et flot og festligt outfit er et must, hvis man gerne vil skille sig ud blandt glimtende konfetti og farvestrålende fyrværkeri.

For kvinder er en kjole et oplagt bud på et nytårsoutfit. Der er noget festligt over en kjole, som adskiller sig fra bukser, der til gengæld har et mere hverdagsagtigt udtryk.

En kjole er dog et vidt begreb, som dækker over et utal af forskellige styles. Det er altså vigtigt at finde den rette model, som passer til din stil. Læs derfor med her, hvor vi gennemgår 5 bud på perfekte nytårskjoler, der hver især passer til forskellige stilarter.

1. Den feminine blondekjole

Smukke, delikate blonder er næsten altid et hit. Det er et tidløst materiale, som holder år efter år. Vælg en variant med en underkjole og en t-neck, hvis looket ikke skal være for udfordrende. Er du til et sexet look, kan du derimod gå efter en blondekjole med en dyb udskæring, og hvor huden kan anes under blonden. Der er altså mange muligheder med dette smukke materiale.

2. Den moderne med print  

En printet kjole er et mere modigt og utraditionelt valg, som sikrer dig et moderne udtryk. Gå efter et kunstnerisk print for et unikt look, et grafisk print for et cool og underspillet look eller et blomstret print for et feminint look. Hvis denne type kjole lyder som noget for dig, kan du tjekke det danske brand Stine Goya ud. Der er nemlig altid fine og finurlige prints i hver kollektion.  

3. Den kropsnære og sexede variant

Hvis du er til et sexet look, er en kropsnær kjole en sikker vinder. Find din indre diva frem og vis dine smukke kurver i en fitted kjole. Du kan vælge en, der går ned over knæene og har lange ærmer, hvis det skal være en smule mere underspillet, men du kan også gå all in på femme fatale-looket og vælge en stram kjole, der viser masser af hud. 

4. Den festlige nytårsklassiker

Vi kommer ikke udenom den klassiske festkjole, hvor more is more. Glimmer, pailletter, frynser og fjer – alt er tilladt! Hvis du vil sikre dig, at looket forbliver stilfuldt, kan du vælge en kjole med ét festligt element, eksempelvis pailletstof, og lade det træde frem ved hjælp af minimalistiske accessories og en let makeup. På den måde undgår du et kostume-agtigt look.

5. Den enkle, oversized kjole  

Skandinavisk mode er præget af neutrale nuancer, oversized silhuetter og enkle snit. Det er en stil, som mange danske kvinder føler sig godt tilpas i – og netop dette er vigtigt! Heldigvis behøver en minimalistisk kjole ikke at være kedelig. Gå efter en klar farve eller et smukt materiale, som giver kjolen et ekstra og mere festligt touch. Derudover kan du vælge at style kjolen med markante smykker eller høje sko, hvis du mangler lidt ekstra. 

Accessories til din nytårskjole

Forhåbentlig er du nu blevet klogere på hvilken kjole, der er perfekt for dig til din nytårsfest. Men før at looket er komplet, skal kjolen naturligvis styles med lækkert tilbehør. Det kan gøres med alt fra smykker, tasker og sko, så der er mange muligheder for at tilføre dit outfit et personligt twist.

Nytårsaften er et langt arrangement, hvor festen ofte varer til den lyse morgen. Undervejs er der måske endda også en festlig svingom eller to, og derfor kan det være en god idé at vælge et par elegante pumps, der ikke er alt for høje. Et sådant skovalg sikrer dig mod ømme fødder, uden at du behøver at gå på kompromis med dit nytårsoutfit.

Afslut looket med funklende smykker, der komplementerer kjolen. Til den enkle kjole er et statement smykke oplagt, mens festkjolen styles bedst med få og simple smykker. Leg med forskellige kombinationer, til du finder det udtryk, der passer dig bedst.

Husk også en lille taske, som du kan have dine vigtigste ting i. Det kan eksempelvis være en fin clutch, som du enten kan bære i hånden eller have under armen. 

Vi håber, at du er blevet inspireret af vores guide, men husk nu, at det vigtigste er, at du føler dig godt tilpas og får en fantastisk nytårsaften. Så er det vist bare at anskaffe en god flaske champagne samt godt selskab, og du er klar til at gå det nye år i møde!