Oversigt: Klik og spring direkte til anledningen
1: Indslag til konfirmationen
2: Indslag til fødselsdagen
3: Indslag til brylluppet
4: Indslag til julefrokosten

Der findes et utal af forskellige anledninger, hvor et velvalgt festligt indslag vil være perfekt. Vi har forsøgt at finde nogle af de mest almindelige situationer, hvor du kan bruge festlige indslag til festen. Derefter har vi fundet vores favorit indslag til disse situationer!

Indslag til konfirmation

De to mest almindelige festlige indslag til en konfirmation er utvivlsomt en konfirmationssang og en konfirmationstale, men eftersom vi allerede har berørt disse to former for indslag, har vi forsøgt at finde nogle alternative aktiviteter. Underholdning til konfirmationen er langt mere end bare taler og sange, så derfor synes vi, du skal have muligheden for at blive inspireret af disse alternative indslag!

Forslag 1: Lav din gave til et festligt indslag

Hvis du står overfor at give konfirmanden en stor gave, kan du vælge at gøre selve gaveoverrækkelsen til et indslag i sig selv. Dette fungerer selvfølgelig bedst, hvis gaven er ganske speciel. Hvis du vælger at benytte dig af dette, skal du passe på ikke at gøre gaven for intern. Husk på at indslaget helst skal være relevant for alle gæster, så hvis din gave kun giver mening for konfirmanden, så skal du overveje blot at lægge den i gavebunken.

Ved at gøre din gave til et indslag, er du sikker på at din gave ikke går tabt i den store bunke af gaver, som de fleste konfirmander ender med at have tilskrabet sig.  

Forslag 2: Lav et skuespil

Et sjovt og anderledes indslag til en konfirmation er at lave et skuespil. Fordelen ved denne aktivitet er, at du kan inddrage samtlige gæster på en helt anden måde end en sang eller tale vil gøre. Du har en række forskellige muligheder, når det kommer til selve udarbejdelsen af manuskriptet. Du kan enten vælge at lave hele manuskriptet hjemmefra eller eventuelt inddrage de øvrige gæster i manuskriptskrivningen. 

Når skuespillet skal udføres, tildeles alle gæster en rolle - Nogen kan være oplæser, andre kan have hovedroller, mens nogle kan spille rekvisitter som et træ. Det er en sjov måde at lave lidt gas med de øvrige gæster, samtidig med at i alle hygger jer.

Skuespillet skal naturligvis omhandle konfirmanden og må heller ikke vare alt for lang tid. Vi anbefaler at holde skuespillets varighed omkring de 10 minutter, så du også er sikker på, at der er tid nok til det mellem alle måltiderne.

Forslag 3: Tip en 13'er med et twist!

Du kender garanteret den klassiske leg tip en 13er. Dette indslag fungerer ud fra samme principper. Twistet kommer idet, alle spørgsmål skal handle om konfirmanden. Forsøg at lave en sund blanding af nemme og svære spørgsmål. Derudover fungerer legen også bedst, hvis der både er lidt pinlige spørgsmål og nogle sjove spørgsmål. Du kan eventuelt understøtte legen ved at have spørgsmålene på en projektor, hvor du læser dem op. Efter alle spørgsmål er blevet gennemgået findes der en vinder. Du kan vælge at lave en lille præmie til vinderen eller måske endda lave en overdrevet ceremoni for at kåre vinderen til den person, som kender konfirmanden bedst i hele verdenen. Mulighederne er mange!

Festlige indslag til fødselsdag

Et festligt indslag i forbindelse med en rund fødselsdagsfest som for eksempel en 30, 40, 50 eller måske 60 års fødselsdag vil være helt på sin plads. Men hvilke indslag kan man lige bruge? Vi har givet dig et par eksempler, som både er sjov og hyggelig for fødselaren og gæsterne! Der er selvfølgelig forskel på indslagene alt afhængigt af hvilken slags fest det er, men vi har forsøgt at liste nogle indslag, som kan bruges til enhver fødselsdagsfest.

Forslag 1: Gæt sammenhængen mellem dine gæster

Dette indslag går ud på, at fødselaren stiller sig op i midten af lokalet. Imens bliver der et papir med reglerne til de andre gæster. På papiret står der 10 forskellige punkter, hvor der eksempelvis kunne stå; "Dem som er i familie med fødselaren skal rejse sig op". Derefter er det fødselarens opgave at gætte sammenhængen mellem de gæster, som står op. De første punkter bør være relativt nemme, så fødselarens opgave bliver forstået ordenligt. Derefter kan du lave sværere og sværere spørgsmål. For eksempel kunne et punkt lyde: "Alle som har set fødselaren gå kold til en fest". I takt med at spørgsmålene bliver vanskeligere, vil der komme sjovere og sjovere udmeldninger fra fødselaren. Hvis fødselaren er langt fra at gætte sammenhængen kan der eventuelt gives ledetråde.

Forslag 2: Lav en SWOT-analyse som tale

Dette er en sjov alternativ ramme til at holde en tale. For dem som ikke er klar over præcis, hvad en SWOT-analyse er, så er det en oversigt over styrker (strenghts), svagheder (weaknesses), muligheder (opportunities) og trusler (threats). Heraf navnet SWOT. Det vil sandsynligvis være nødvendigt at forklare dette til alle gæster før talen for at få den bedste effekt. Herefter er det blot at gå igang med at liste fødselarens største styrker og svagheder. Dernæst kan man tale om hvad fremtiden byder på af muligheder og trusler. Derefter kan du så runde talen af. En SWOT-analyse tale er kort sagt en atypisk og underholdende struktur til en god tale.

Forslag 3: Gæt en sko

Dette indslag fungerer bedst i starten af festen og bruges typisk som et festligt alternativ til traditionelle bordkort. Indslaget starter ved, at alle kvindelige gæster overleverer deres ene sko, hvorefter den bliver placeret i en sæk. Derefter får hver enkelt mandlig deltager en sko, hvis ejermand vil være hans borddame. Det er nu hans opgave at finde skoens ejermand ved at kigge på de kvindelige gæsters fødder. Dette indslag fungerer eminent, hvis du skal holde en fødselsdag, hvor alle gæster måske ikke kender hinanden. Indslaget er en fremragende ice breaker og vil helt sikkert være medvirkende til at få skabt en god samtale rundt om bordene.

Sjove indslag til bryllup

Den klassiske løsning på et sjovt og festligt indslag til bryllup er en sang eller en tale. Dette gør sig gældende uanset om det er til et guld, sølv eller kobber bryllups jubilæum eller til selve bryllupsfesten. Vi har forsøgt at finde alternative til sange og taler, da vi er overbeviste om, at der helt sikkert også er andre, som vil holde en tale til brylluppet. Derfor har vi fundet 3 alternativer, hvis du gerne vil afvikle et sødt indslag til festen.

Forslag 1: Par-testen

Par-testen er et klassisk indslag til bryllupsfesten, men det er stadig enormt sjovt, og noget alle vil synes er rigtig sjovt. Kort sagt, går indslaget ud på, at bruden og brudgommen sidder med ryggen til hinanden. I hånden har de et blåt og rødt skilt. Det røde symboliserer bruden og det blå brudgommen. Alternativt kan der benyttes et sjovt og skørt billede af dem eller måske endda deres sko. 

Derefter stilles der en række spørgsmål, som brudeparret så skal svare på ved at løfte skiltet. Derefter kan man så se, om de er enige med hinanden eller ej. Eksempler på spørgsmål kunne være; Hvem står først op? Hvem roder mest? Hvem er bedst i et køkken? Det er helt op til dig at bestemme, hvilke spørgsmål der bliver stillet. Er humøret til festen til det, kan du også prøve lidt mere dristige spørgsmål som "Hvem larmer mest i soveværelset" etc. Legen er et sjovt afbræk til de mange tårevædende taler og sange, så det er en sikker succes!

Forslag 2: Et maleri

Et sødt og mere sentimentalt indslag kunne være at lave et maleri sammen med alle tilstedeværende gæster. Du skal anskaffe dig et lærred og noget maling, og så skal alle gæster i løbet af festen male en smule. Det behøver ikke være noget specielt, men det giver et helt unikt personligt touch og vil være en mindeværdigt indslag for både brud og brudgom. Dette indslag er mere eller mindre gratis, men hvis du vil have et ekstra lækket resultat, kan du eventuelt hyre en kunstner til at rette maleriet til. Dette gøres selvfølgelig uden at ødelægge intimiteten og den personlige appel, som maleriet har.

Forslag 3: Billede bingo

Dette indslag er utrolig godt, hvis du ligger inde med nogle sjove billeder af brudeparret, som du bare brænder efter at dele med resten af selskabet.

Du skal printe en række spilleplader ud til hver enkelt gæst med forskellige billeder på. Du skal dernæst vise en række billeder på en projektor, og eventuelt supplere billederne med historien bag. Det giver dig mulighed for give gæsterne et indblik i, dit forhold til brudeparret og samtidig fortælle en masse sjove anekdoter. Derefter fungerer spillet som normal bingo, hvor det gælder om at få pladen fuld eller en række udfyldt. Du kan eventuelt have små præmier til vinderne. Mange vælger at give vinderpladerne til brudeparret, men det står dig frit for, om du vil gøre dette.

Indslag til julefrokosten

Står du for at arrangere den årlige julefest, skal du sandsynligvis også finde et sjovt og festligt indslag til julefrokosten. Se med her for inspiration til hvilke indslag du kunne lave. Vi har med vilje udeladet klassiske indslag som pakkeleg og awards-show, da de garanteret allerede er en del af dine overvejelser.

Forslag 1: Gæt en (jule)sang

Denne leg er utrolig simpel, men samtidig sjov og juleagtig. Det fungerer som det klassiske TV-program Hit med Sangen. Selskabet inddeles i hold og derefter bliver der spillet en bid af sange. Du bestemmer selv hvilke sange og hvor lang tid af sangen, der skal spilles. Vi anbefaler dog, at inkluderer julesange, så du kan få selskabet i julestemning. Du kan eventuelt også vælge juleting som holdenes buzzer. Det kunne eksempelvis være en bjælde. Præmien til det bedste hold bør ligeledes også være en juleting. Du kan udvide spillet til at få personer for hvert enkelt hold op og synge sange - præcis som i Hit med Sangen!

Forslag 2: Gaveindpakning med et twist

Den ene kan se den anden skal pakke --> Julestemning gaveindpakning. Gæsterne inddeles i hold af 2. Den ene deltager skal sidde foran den anden med hænderne bag rykken. Den bagerste deltager skal stikke hænderne ud foran den forreste. Det vil sige, at den forreste person er øjnene, mens den bagerste er hænderne. Foran deltagerne er der en ting, som de skal pakke ind på bedst mulig vis. Den forreste deltagers opgave er at guide den bagerste, så pakken bliver flot pakket ind. Den pæneste pakke vinder!

Forslag 3: Små sedler under tallerkenerne

Denne sjove leg fungerer både godt til fester, hvor alle kender hinanden indgående, og hvor gæsterne kender hinanden knap så godt. Under hver tallerken placeres en opgave, som gæsten skal lave i løbet af aftenen. Legen fungerer som en super god ice breaker og er super sjov.

Eksempler på opgaver kunne være: 1) Hver gang der bliver uddelt en skål, skal du gale som en hane. 2) Du skal i løbet af aftenen få selskabet til at synge "på loftet sidder nissen". 3) Hver gang "på loftet sidder nissen" bliver spillet eller sunget skal du gå rundt om bordet. 4) Du skal overbevise minimum 3 personer om, at du har været med i en julekalender, da du var barn. 5) Du skal overbevise sidemanden om, at du vitterligt tror, at der bor en nisse på dit loft. 

Husk på at de nævnte aktiviteter blot er ideer til festlige indslag. Det er naturligvis fuldstændig op til dig, hvorvidt du ønsker at benytte dig af ideerne, eller du foretrækker nogle alternative indslag. Indslagene er meget fleksible, så du kan uden problemer bruge indslag til konfirmationen som underhold til julefrokosten eller lignende. Hvis du leder efter flere forslag til selskabslege for både børn og vokse kan du klikke her for at se nogle alternativer!